Et hold forskere fra Glasgow, Skotland, skal i gang med et større forsøg for at finde ud af, om stamceller kan bruges til at behandle patienter med hjerneskader fra slagtilfælde.
Celler, der kommer fra menneskefostre, skal sættes ind i patienternes hjerner, og forskerne håber på, at cellerne vil regenerere områder i hjernen, der er blevet beskadiget af slagtilfældet, skriver BBC. På den måde kan de muligvis forøge patientens evne til at tale eller bevæge sig.
Forsøget skal starte i midten af 2009, og i første omgang vil det involvere fire grupper med tre patienter i hver over de næste to år.
I første omgang tester lægerne primært sikkerheden omkring proceduren, men der er mulighed for, at nogle af patienterne vil have gavn af forsøget.
Anti-abort grupper har tidligere kaldt idéen for en syg tanke.
Keith Muir, der er forskningsleder på forsøget, glæder sig dog alligevel til at komme i gang med verdens første forsøg på at kurere hjerneskader med stamceller.
"Hvis det virker, ligesom det tidligere har gjort i dyreforsøg, kan nye nerveceller opstå, eller de eksisterende kan regenerere, hvilket kan betyde, at patienten kan genvinde kropsfunktioner, som ellers ville have været tabt," siger Muir.