De flygtede fra England til USA for at undslippe den massive interesse, men prins Harry og hans kone, Meghan, kan åbenbart heller ikke få lov at være i fred på den anden side af Atlanten.
Natten til mandag anholdt amerikansk politi en lidt for nærgående mand ved parrets palæejendom i Montecito i Californien. Det skriver det amerikanske medie TMZ.
Det lokale politi modtog klokken to natten til mandag et opkald fra hertugparrets sikkerhedsfolk, der havde tilbageholdt en mand i området. Det drejer sig om den 29-årige Kevin Garcia Valdovinos, der blev taget med på stationen og sigtet for stalking.
Det er endnu uvist, præcis hvad manden havde gjort. Men paragraffen, han sigtes efter, antyder ifølge mediet, at han har gjort noget lignende før. Han blev dog løsladt efter at have stillet kaution på 2.500 dollars.
Det vides ikke, om Harry og Meghan opholdt sig i ejendommen, da episoden fandt sted.