Ved juletid i 2007 så tingene med dårlige meningsmålinger knap så lyse ud for Anders Fogh Rasmussen (V) og regeringen.
Men i løbet af de første måneder af 2007 er Fogh gået i offensiven og ser ud som en, der er klar til næste folketingsvalg. Et Folketingsvalg, der skal afholdes senest i begyndelsen af 2009, men som nok vil blive udskrevet i 2008.
Tre ting, som Fogh og hans spindoktor, Michael Ulveman, ved vil kunne gøre forskellen for en succes eller en fiasko til næste valg, er Danmarks engagement i Irak, velfærdsdebatten, og hvor samlet regeringsblokken står i forhold til en samlet opposition.
Hjem fra Irak
Spin 1: Danmark ud af Irak.
For det første har Fogh lukket et emne, som kunne have domineret den kommende valgkamp, nemlig Irak.
Ud fra et spinsynspunkt var det en genistreg at annoncere en tilbagetrækning fra Irak nu og ikke vente. Et stort flertal af den danske befolkning er imod krigen, og Socialdemokraterne vil have brugt enhver mulighed for at angribe Fogh for hans Irak-krig. Helle Thorning-Schmidt (S) ville igen og igen havde påpeget, at det var hans krig.
Det kort kan hun ikke spille nu, og spørgsmålet er, om Fogh ikke fuldstændigt har lukket det emne i en kommende valgkamp. Ved samtidig at gøre det i god tid inden næste valg vil han ikke kunne klandres for at være populistisk. At Fogh og hans spindoktor formåede at holde kortene helt tæt ind til kroppen og på den måde overraske alle medierne med nyheden om tilbagetrækningen, vidner om spin i første klasse.
Velfærdsdebatten
Spin 2: Regeringen vil generobre velfærdsdebatten.
Regeringen har i løbet af efteråret været presset på velfærdsområdet, og især Socialdemokraterne fik medvind i sejlene ved at klandre regeringen for at ville spare op til skattelettelser og ikke velfærd. Fogh og hans spindoktor har koldt vand i blodet og venter på, at kvalitetsreformen, som bliver lanceret i år, nok skal give dem en fordel i velfærdsdagsordenen.
Nu ser vi langsomt diskussionen om kvalitetsreformen begynde at dukke frem, og det bliver en kvalitetsdebat, som Fogh selv styrer tempoet på og kan dosere resten af året.
Ro på
Spin 3: Ro indadtil og uro udadtil.
Fogh har en stabil regering, hvor både De Konservative (K) og Dansk Folkeparti (DF) er rimeligt tilfredse med deres respektive pladser. På trods af, at Søren Espersen i bogen Samtaler om Spin i 2006 udtalte, at DF gerne ville med i regering næste gang, har Kristian Thuelsen Dahl netop meldt ud, at DF har det bedst som støtteparti.
DF s kalkule er, at der opnår de størst magt, og det er godt for Fogh, fordi han på den måde bedre kan styre det dårlige forhold mellem DF og K. Hvis DF begyndte at køre sig i stilling som regeringsparti, kunne det hurtigt skabe problemer i forhold til K. Samtidig har Fogh og spindoktoren Michael Ulveman fået foræret en sen julegave, idet De Radikale og Socialdemokraterne stadig ikke nærmer sig hinanden. Resultatet er, at der ikke fremstår en samlet opposition til regeringen.
Alt i alt tre gange spin, som har givet Fogh og hans spindoktor en god start på det nye år.
Mads Christian Esbensen skriver fast i Nyhedsavisen hver anden mandag.