Atletikudøveren Daniel Wagner, taekwondo-kæmperen Lisa Kjær Gjessing, badmintonspilleren Cathrine Rosengren eller en af de to dressurryttere Susanne Sunesen og Stinna Tange Kaastrup.
Det er fra denne kvintet, at vinderen af Årets Para-atlet 2017 skal findes og kåres 25. januar, skriver Parasport Danmark i en pressemeddelelse.
Michael Møllgaard Nielsen, der er elitechef i Parasport Danmark, er imponeret over feltet.
- Vi har uddelt Keep Living-prisen igennem 15 år, og jeg kan ikke huske, at vi har haft et stærkere felt af nominerede, siger Michael Møllgaard Nielsen.
- Der er virkelig tale om atleter, der tilhører verdenseliten, og atleter - garvede PL-deltagere og kommende PL-debutanter - der allerede nu har fokus rettet mod de Paralympiske Lege i Tokyo i 2020, tilføjer han.
Ingen af de fem har vundet prisen før. Årets Para-atlet 2016 blev bordtennisspilleren Peter Rosenmeier.
/ritzau/