Der er stor forskel på, hvem der får bevilget specialiseret genoptræning efter en hjerneskade. Blot i hvert tiende tilfælde bevilges hjælpen til modtagere af kontanthjælp, dagpenge og pension.
Det viser en gennemgang af 400 patienter på Center for Hjerneskade i København.
"Der er klar overvægt af ressourcestærke borgere blandt dem, der kommer igennem til en bevilling. Hvis det skal lykkes, skal skadede selv og de pårørende være meget lidt autoritetstro, de skal ikke tage et afslag for et afslag, og de skal være i stand til at udfordre systemet," siger Frank Humle, der er direktør for Center for Hjerneskade, til Politiken.
Selv om der hvert år er omkring 6.500 danskere, der rammes af en hjerneskade, er der kun plads til 600 på landets syv specialcentre. Og da det koster op mod 300.000 kroner, kan det være svært at få kommunen til at betale.
Hos Hjerteskadeforeningen mener formand Niels-Anton Svendsen også, at statistikken taler for de ressourcestærke.
"De, der klarer det, er de stærke borgere, der er vedholdende, eller har en partner eller gode venner, der er. Og så skal man vide, hvordan forvaltninger og myndigheder fungerer, så man kommer i dialog med systemet i stedet for at lægge sig ud med embedsmændene. Det hjælper klart, hvis man har en uddannelse og forståelse for, hvordan man kommunikerer med myndighederne", siger han.