AaB har i dag skrevet kontrakt med den 29-årige Andreas Johansson, som nordjyderne henter i Wigan Athletic på en tre-årig kontrakt.
Svenskeren er noteret for 13 A-landskampe, men indgik ikke i den nye managers planer i Wigan. Det har åbnet døren for AaB, som længe har fulgt den blonde midtbanemand.
- Faktisk har Andreas Johansson stået på vores ønskeseddel i to år, og gennem de seneste uger har han hele tiden været vores førsteprioritet som tilgang til den offensive del af midtbanen, fortæller sportsdirektør Lynge Jakobsen.
Johansson spillede før sit udlandsophold for Djurgården, hvor han gennem fire år opnåede 124 kampe og tegnede sig for hele 45 mål.
AaB s midtbane har set tynd ud, siden nordjyderne sagde farvel til først nordmanden Fredrik Winsnes og siden Rasmus Würtz, der forlod de rødhvide til fordel for mestrene i FC København. Og trods tilgangen i dag er AaB da heller ikke færdig med at forstærke truppen.
- Ingen tvivl om at det er en klassespiller, som vi har fået ind i folden, men stadig er vi på udkig efter mere, siger Lynge Jakobsen.
Andreas Johansson træner med resten af AaB s trup i dag og kan få superligadebut på hjemmebane den 25. juli, når AaB starter sæsonen mod netop FC København.