Ikke siden kvalifikationen til EM i Vesttyskland i 1980 er det danske fodboldlandshold blevet placeret ringere end som nummer tre i en kvalifikationsturnering.
Indtil i dag.
For med 2-1-nederlaget i Belfast lørdag aften ender de danske fodbolddrenge på fjerdepladsen i gruppe F, og rammer dermed bunden i nyere dansk fodboldhistorie. Og bliver selvsagt ikke blandt de 16 deltagere ved EM-slutrunden i Schweiz og Østrig næste sommer.
Det burde måske få den danske landstræner til at kaste håndklædet i ringen og opgive ævret efter syv år på posten.
Men nej, Morten Olsen har stadig ingen planer om at trække sig, fortalte han ved søndagens dagen-derpå-træning i Vedbæk.
Uheldig med dommere
Der er lavet fejl, og tiden efter den sidste og temmelig ligegyldige EM-kvalifikationskamp mod Island i Parken på onsdag skal som altid bruges på analyse og evaluering, siger landstræneren.
Men i bund og grund handler den danske fiasko om uheld og ikke mindst tvivlsomme dommerkendelser. Som det skete i slutminutterne mod Nordirland, hvor Dennis Sørensens forsøg blev reddet af en nordirsk hånd.
»Linievogteren skal dømme det straffespark, hvor 6’eren mutters alene tager den med hånden på stregen. Det er sådan lidt symptomatisk for hele vores kvalifikation. De der ting var ikke med os. Hvis vi ser på kampen nede i Spanien, kampen i Idrætsparken mod Sverige. Igen det skal ikke være nogen undskyldning, men der er selvfølgelig nogle årsager, og det her er nogle af dem, hvis ikke det er alle. Vi har ikke haft heldet på vores side, eller kald det noget helt andet,« lød det fra Morten Olsen.
Ingen lange bolde
I lørdagens kamp mod Nordirland afveg Morten Olsen for en sjælden gang skyld fra sit 4-3-3-system og fra sin tanke om at skulle dominere spillet. I stedet så vi et langt mere primitivt landshold, som spillede mere direkte med lange bolde frem mod nordirernes forsvar.
Det skyldtes dog udelukkende den dyngvåde bane på Windser Park og var ikke Morten Olsens forsøg på at komme de kritikere i forkøbet, som efterlyser mere resultatorienteret spil.
»Alle ved, at hvis jeg bliver på denne her post – og det ser det ud til jeg gør –, så bliver der ikke spillet fodbold på den måde. Det er de valg, min arbejdsgiver og jeg har taget. Der er mange, som siger, at vi ikke har spillermaterialet, og at vi skal spille direkte 4-4-2-spil med lange bolde ned bag forsvaret. Det var den måde, man kunne spille på i går. Men skulle vi spille sådan hver gang, så må jeg indrømme, at så ville jeg overveje min fremtid,« sagde han.