Østerbroborgerne må føle sig begavede for tiden. Først får de en spritny skøjtehal. Og nu lufter Kultur- og Fritidsudvalget i Københavns Kommune så idéen om en ombygning af Østerbro Stadion, som både vil tilgodese de tilknyttede fodboldklubbers ønske om et 1. divisionsstadion og ønsket om et atletikstadion, som kan huse europæiske turneringer, danske mesterskaber og 2nd World Outgames.
Forslaget vil blive drøftet på et møde i udvalget torsdag aften. Godt for Østerbro, men knap så godt for byens andre stadioner, som længe har trængt til en kærlig hånd. I Københavns Kommunes stadionredegørelse anbefales det nemlig, at kun tre stadioner opgraderes til 1. divisionsniveau.
Derfor vil en ombygning af Østerbro Stadion medføre, at enten Sundby eller Tingbjerg Idrætspark igen lades i stikken.
Svært utilfredse
»Det er vi svært utilfredse med, for vi har en målsætning om superligafodbold i 2010. Det er en mærkelig prioritering, og det er underligt, at vi ikke har hørt noget om kommunens planer før nu. Tidligere ville man jo nedlægge Østerbro Stadion,« siger Erik Truelsen, formand i Fremad Amager.
Hans største bekymring er dog, om Sundby Idrætspark kan leve op til de skærpede sikkerhedskrav for fodboldstadioner. Hvis ikke, skal Fremad Amager finde sig et andet sted at spille hjemmekampe på. Derfor vil Erik Truelsen nu søge assistance hos formanden i Københavns Boldspil-Union, Henrik Ravnild.
Hos DBU mener man dog ikke, at Fremad Amager skal tage sorgerne på forskud, da klubben tidligere har fået dispensation til at spille i Sundby Idrætspark.
»Der bliver ikke tale om nogen tvangsnedrykning. I værste fald skal klubberne finde et andet stadion at spille deres kampe på. Til sommer vil vores stadionudvalg gennemgå samtlige stadioner fra 2. division til Superligaen igen, og der må vi så vurdere, hvilke klubber der skal have dispensation,« siger Allan Kofod, sekretær i DBU s stadionudvalg.
Han mener ikke, at Fremad Amager har det store at frygte. Her mangler der mindre ting som lysanlæg og bedre toiletforhold, inden Sundby Idrætspark kan godkendes til 1. division.
Kampe i sollys
»Så må Fremad Amager jo bare spille deres kampe om dagen. Hvis bare deres stadion overholder sikkerhedskravene, så har de ikke det store at frygte,« siger Allan Kofod.
UEFA har netop givet 18,6 millioner kroner til forbedring af danske fodboldstadioner, som klubberne kan søge gennem DBU s Hattrickudvalg. Fremad Amager har tidligere søgt penge gennem Hattrickudvalget og fået penge til en måltavle.