Ambitionen om at genoplive det skandinaviske fodboldmesterskab er endnu ikke skrinlagt.
Direktør for Royal Cup, der skal afløse Royal League, Børge Bach fortæller, at man fortsat arbejder intenst på at få turneringen til at genopstå i en anderledes udgave.
"Vi er stadig i dialog med forskellige mediepartnere om konceptet. Vi har kontakt med alle tre lande, og hvis klubberne bliver for utålmodige, må de tilkendegive det," siger Børge Bach til Newspaq.
Han havde oprindelig sat en deadline, der hed 1. april til at få tv-aftaler og andre praktiske ting på plads, men den er nu udskudt. Ét af de vigtigste parametre er at få ændret den tidligere turneringsstruktur.
"Vi vil køre turneringen fra januar til midten af marts, så der ikke kommer noget langt break. Det skyldes, at vi ikke må benytte Uefas Europa Cup-terminer, og at det kan være svært for svenske og norske klubber at have spillere i vigør i december," fortæller Børge Bach.
Han understreger, at hvis turneringen ikke bliver til noget næste år, er den død for bestandig.
Den tidligere Royal League er blevet afviklet tre gange. FC København har vundet to titler, mens Brøndby har snuppet en enkelt.