Det er nye tal fra Foreningen af Hegnsyn i Danmark, der beretter om en stigning i antallet af sager om nabostridigheder, skriver bladet Bedre Hjem, der udgives af Bolius.
I 2012 var der 6.000 henvendelser, og her er det interessante, at antallet af kendelser, hvor der skal træffes en afgørelse, er steget med 15 procent.
Vi er altså i stadig stigende grad nødt til at få hjælp til at få ret i en strid med vores nabo.
Og sagerne kan blandt andet dreje sig om en hundelort i græsset til alt muligt andet, hvor man har set sig sur på hinanden.
- Basalt set handler vores stridigheder om, at vi ikke får fortalt naboen, hvad der i virkeligheden irriterer os - og hvorfor. I stedet kræver vi, at han stopper sin adfærd, som får os op i det røde felt.
- Vi kommunikerer krav, og ikke følelsesmæssigt funderede behov, og så længe vi ikke taler rigtigt sammen, vil der være ballade på matriklerne, siger landinspektør Anne Kristine Mouritsen, der også er mægler i Midtjylland, til bladet.
Ud af de 6.000 henvendelser i 2012, blev mere end 5.000 sager umiddelbart afvist, fordi de ikke handlede om stridigheder om hegn eller hæk - men om alt muligt andet.
En anden vigtig pointe er, at mange stridigheder ikke bliver løst selv om der falder en kendelse.
Netop derfor fører nabostridighederne da også til. at mange simpelthen vælger at flytte.
En tidligere undersøgelse fra Boligsiden.dk viste, at hver fjerde faktisk overvejer at flytte på grund af et dårligt forhold til naboen, mens hver 10. allerede havde gjort det.