Ødelagte øjne og iturevne fingre.
Det har år efter år været realiteten for uheldige eller ubetænksomme danskere, der skyder nytåret ind med raketter. Men antallet ser nu ud til at stabilisere sig.
Ifølge tal fra Københavns Brandvæsen, som dækker København, og Falck, som dækker resten af landet, var der i nytåret 2007 samlet set udrykninger til 58 fyrværkeriskader. I nytåret 2006 var der udrykninger til 46 fyrværkeriskader, og i 2005 var der 85.
Det betyder, at der er tale om en stigning i forhold til sidste år, men et fald i forhold til forrige år.
»Det ser ud til, at antallet af fyrværkeriskader er ved at stabilisere sig,« siger informationschef Finn Serup Jensen ved Falck.
I København, hvor 10 af de 58 fyrværkeriskader skete, var der tale om tre svære og syv mindre skader.
»Der var en mand, der mistede synet på sit ene øje, da han lænede sig ind over et fyrværkeribatteri, og synet på hans andet øje er også tvivlsomt. Derudover var der endnu en øjeskade, og så en der fik sprængt en finger, og måske noget af hånden, af,« siger vagthavende brandinspektør, Ove Holm Jensen, ved Københavns Brandvæsen.
Ifølge overlæge John Thygesen ved øjenklinikken på Rigshospitalet var der i alt 11 øjenskader på landsplan, og selvom det er en stigning på to i forhold til sidste år, så er det meget lavere end tidligere, hvor antallet har været helt oppe på 42.
Derudover er opgørelserne over fyrværkeriskader lokale.
Ifølge en foreløbig opgørelse fra afdelingen Akut Medicinsk Koordinator på Rigshospitalet er omfanget af skader i Region Hovedstaden således også stabilt. Der var tre øjenskader, seks håndskader og en forbrænding som følge af omgang med fyrværkeri.
På Odense Universitetshospital har der været markant færre på skadestuen med skader efter fyrværkeri end sidste år.
»Vi har her nytårsmorgen haft otte fyrværkeriskader mod tyve sidste år, og der sidder heller ikke en masse og venter på behandling, som vil få antallet til at stige markant,« siger ortopædkirurgisk bagvagt Jette Vobbe på Odense Universitetshospital.
På Skejby Sygehus er det ikke muligt at få oplyst nogle tal. Men på nærmeste store skadestue på Regionshospitalet Randers har der heller ikke været mange fyrværkeriskader. Faktisk har der kun været en enkelt med fyrværkeriskade.
»Det var en mand, som havde holdt en raket i hånden, som så sprængte i hånden på ham,« siger overlæge ved Ortopædkirurgisk Afdeling Allan Buhl.
Københavns Brandvæsen og Falck er samlet set rykket ud med ambulancer og brandbiler omkring 1160 gange nytårsnat. Ifølge både Københavns Brandvæsen og Falck er det helt almindeligt for en nytårsaften.
»Falck rykker i gennemsnit ud omkring 820 gange i døgnet året rundt. I nytårsdøgnet rykkede vi ud omkring 900 gange. Så det er jo ikke så meget over et hvilket som helst andet døgn,« siger Finn Serup Jensen.
Han understreger, at langt de fleste udrykninger drejer sig om sygdom, som intet har med nytårsaften at gøre.
Særligt for nytårsaften er, at der også er udrykninger til fyrværkeriskader og til containerbrande.