Den økonomiske krise rammer nu også landets største stål- og teknikgrossist, Lemvigh-Müller, der bebuder afskedigelser af 200 medarbejdere.
Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.
Selskabets kunder findes primært i byggeri, industri og blandt tekniske installatører - alle brancher, der er hårdt ramt.
"Der er desværre ikke noget, der tyder på en bedring inden for en overskuelig fremtid, og derfor er vi nødt til at reducere vores bemanding og tilpasse vores omkostninger i forhold til de aktuelle realiteter," siger adm. direktør Morten Jørgensen.
Det betyder, at 200 ud af i alt 1.650 medarbejdere i alle dele af virksomheden vil blive sagt op i nærmeste fremtid.
"Det er ubehagelig mange på én gang, men det er nødvendigt, hvis Lemvigh-Müller fortsat skal kunne stå distancen på et marked, der er mere konkurrencepræget end nogensinde før. Omvendt havde gradvise nedskæringer over hele linjen ikke blot trukket pinen ud, men også udpint organisationen," siger Morten Jørgensen.
Udover fyringerne vil virksomheden ændre grundlæggende på strukturen, så man går fra syv til tre salgsdivisioner og samler el-teknik og VVS i én division.