FC København må siges at have gode chancer for at komme videre til gruppespillet i Champions League. De fem modstandere klubben kan trække op af bowlen fredag, er hold, der for de fleste er ganske ukendte.
Grundet UEFA's nye reglement undgår københavnerne store hold som Arsenal og Lyon. Derimod hedder holdene noget så eksotisk som Sheriff og Apoel Nicosia, fra henholdsvis Moldova og Cypern.
Der er dog et hold, som cheftræner Ståle Solbakken helst vil undgå.
"Af de fem modstandere vil jeg helst undgå Salzburg, blandt andet fordi de også spiller på kunstgræs," siger han til FCK's hjemmeside.
Red Bull Salzburg har danske Thomas Augustinussen på holdet, og han kunne godt tænke sig et opgør i Parken.
"FCK vil være en fin modstander for os. De er selvfølgelig et godt hold, men absolut ikke usårlige. Som jeg ser det, så vil det være en fifty-fifty kamp, og 50 procents chance for at komme i Champions League er ikke så dårligt," siger den tidligere AaB´er til TV 2.
Udover Salzburg, Sheriff og Apoel Nicosia, så kan FCK trække ungarske Debrechen og lettiske Ventspils.
Skulle det ikke lykkedes FCK at vinde adgangsbilletten til gruppespillet i Champions League, så fortsætter 'løvernes' europæiske eventyr i Europa Leagues gruppespil.