FC Københavns cheftræner, Ståle Solbakken, kan for tredje gang i karrieren kalde sig Årets Træner i Danmark.
Nordmanden modtog hæderen ved Dansk Fodbold Award i Horsens mandag aften.
Han bliver belønnet for kalenderåret 2016, hvor han både vandt mesterskabet og pokaltitlen med FC København, som han også førte ind i gruppespillet i Champions League.
Solbakken modtog også hæderen i 2007 og 2011.
Ved dette års kåring var han nomineret sammen med Lyngbys David Nielsen, Horsens' Bo Henriksen og Brøndby-træner Alexander Zorniger.
Det er alle danske divisionstrænere og landstrænerne, der har peget på Solbakken ved en afstemning.
Sidste år gik prisen til den daværende Sønderjyske-træner Jakob Michelsen, der siden er skiftet til Hammarby i den svenske liga.
/ritzau/