FC Københavns cheftræner, Ståle Solbakken, er lettet, men han er ikke tilfreds, efter at FCK onsdag formåede at spille sig videre i Champions League-kvalifikationen på trods af et nederlag på 1-2 til slovakiske Zilina.
- Når det går i stå, så går det virkelig i stå. Vi tog mange forkerte beslutninger og mistede bolden mange gange, siger han om spillet i onsdagens kamp.
Første kamp i Slovakiet vandt københavnerne 3-1, og derfor var resultatet nok til at bringe FC København videre.
Københavnerne kom bagud to gange i kampen, og da slovakkerne i det 57. minut bragte sig på 2-1, lignede det en kamp for ren overlevelse for FC København, der dog slap med skrækken.
- Vi har meget vi skal arbejde med, men nu slæbte vi os videre, og nu har vi to skud til at komme i europæisk gruppespil, siger Solbakken og fortæller, at holdet nu skal rejse sig til lørdagens Superliga-kamp mod Randers.
Den første kamp i denne Superliga-sæson endte 1-1 på hjemmebane mod AAB for FC København, og det er ikke resultater, man er vant til i klubben, der i den seneste sæson vandt mesterskabet suverænt.
Store profiler som Mathias "Zanka" Jørgensen og Andreas Cornelius er blevet solgt i sommerens transfervindue.
Ståle Solbakken mener heller ikke, at det er realistisk, at holdet i denne sæson når op på samme niveau som i den seneste sæson.
- Det siger sig selv. Det hold, der toppede i fjor, er måske det bedste FC København-hold i historien, siger han.
- Der er mange andre FC København-hold, der ikke har været i nærheden af det niveau, som det hold var på.
- Men vi kan blive et godt hold, og vi skal helst hurtigt blive et bedre hold, end vi er nu, siger Solbakken.
I Champions League-kvalifikationens tredje runde venter makedonske FK Vardar.
/ritzau/