"Jesper kommer til at stå, før sæsonen er slut."
Så klar er udmeldingen fra FCK's træner, Ståle Solbakken.
Jesper Christiansen har ellers været andetvalg efter Johan Wiland hele foråret, og håbet om at blive udtaget til sommerens VM-slutrunde er derfor skrumpet ind, som kampene er blevet spillet. Men med den nye garanti fra Solbakken, kan Jesper Christiansen måske igen være på vej ind i VM-varmen, skriver DR Sporten.
Johan Wiland har forståelse for trænerens udmelding.
"Jeg forstår godt situationen. Men når man er professionel fodboldspiller, så vil man selvfølgelig altid spille," siger han.
Mesterskabet til FCK er så godt som i hus, efter OB mandag tabte 2-0 til SønderjyskE. Københavnerne får dog mulighed for at slå sejren helt fast og tage forskud på guldglæderne, hvis de i morgen banker HB Køge i Parken.
Om det bliver i den kamp, Jesper Christiansen kommer på banen, er endnu uvist.
Ud over HB Køge har FCK opgør mod Silkeborg og SønderjyskE til gode.