Sri Lankas regering med den nyudnævnte premierminister Mahinda Rajapaksa i spidsen har onsdag tabt en tillidsafstemning i landets parlament.
Afstemningen kan betyde, at premierministeren, der blev indsat i sidste måned, bliver nødt til at trække sig. Det skriver nyhedsbureauet AP.
Tre af de største partier i Sri Lanka anmodede mandag landets højesteret om at genindsætte den lovgivende forsamling. Den suspenderede præsident Maithripala Sirisena 27. oktober.
Sri Lanka har siden slutningen af oktober været i en alvorlig politisk krise, efter at landets præsident fyrede premierminister Ranil Wickremesinghe og hans regering.
De tre partier havde før krisen tilsammen det absolutte flertal i parlamentet. De kalder opløsningen af parlamentet for ulovligt politisk spil, skriver nyhedsbureauet AFP.
Præsidenten har indsat sin egen kontroversielle kandidat til posten som premierminister, Mahinda Rajapakse.
Han er tidligere regeringschef og blev berygtet under offensiven mod tamilske oprørere, der frem til 2011 kostede titusinder af civile livet.
Rajapakse er siden blevet beskyldt af FN og internationale organisationer for krigsforbrydelser.
Samtidig med fyringen af den tidligere premierminister valgte præsidenten at suspendere parlamentet frem til 16. november. Tilsyneladende for at samle et flertal bag sin nyindsatte premierminister.
Fredag i sidste uge blev det kriseramte parlament midlertidig genindkaldt. Her måtte Rajapakse erkende, at han ikke kunne samle et flertal bag sig til at danne regering.
Blot få minutter efter meldingen besluttede præsident Maithripala Sirisena at udskrive valg, som skal afholdes 5. januar.
/ritzau/