José Mourinho er en af verdens bedste og dygtigste fodboldtrænere. Men han er også kontroversiel, og det faktum truer med at overskygge hans præstationer med Real Madrid i Spanien.
Mandag brugte han sin præsentation i Chelsea til at slå tilbage mod kritikere i Spanien.
Senest havde FC Barcelonas midtbanespiller Andrés Iniesta været ude med riven, og beskyldt Mourinho for at have skadet spansk fodbold. Iniesta sagde ved samme lejlighed, at Mourinho ikke vil blive savnet.
Sådan en kommentar kan den kontroversielle manager ikke undlade at returnere. Han mener, at det må handle om de sure rønnebær:
- Jeg skadede spansk fodbold ved at være den træner, som brød Barcelonas dominans, siger han.
- Barcelona dominerede og dominerede og dominerede. Det lignede en dominans uden ende.
- Men Real Madrid vandt pokalfinalen mod Barcelona, den spanske supercup mod Barcelona. Real Madrid vandt i Barcelona og Real Madrid vandt det spanske mesterskab med 100 point og 121 mål. Så jeg skadede dem, siger Mourinho.
José Mourinho har for nylig skrevet under på en fireårig kontrakt i Chelsea, hvor han tidligere har været manager i tre år.
- /ritzau/