Der er et før og et efter 4. oktober 1957. Alt før tilhører den gamle, velkendte verden. Alt efter er den verden, hvor alt er muligt og hvor ingen grænser er urørlige. Hvor alle rammer kan sprænges.

Det er i dag præcis et halvt århundrede siden, at et hold russiske forskere stod ved en skrattende højtaler og fik besked fra himlen.

De hørte ikke englene synge, men blot nogle stille bip-bip-bip. Men for dem var det endnu bedre end englesang. For det var signalet om, at forskerholdet som de første i verden havde sendt en satellit i kredsløb om Jorden.

Sovjetisk rumherredømme

Set fra Vesten lignede Sputniks jomfrutur et gennemført og prestigefyldt sovjetisk projekt, der signalerede, at russerne ville have magten i rummet.

Men sådan var det ikke.

For der var ikke megen prestige i arbejdet med Sputnik.

Heller ikke selv om rum-æraen fundamentalt kom til at ændre verden ved at give os alt fra ny teknologi, nyt tøj og frem for alt masser af ny forskning.

Det var heller ikke et stykke veltilrettelagt verdenshistorie – snarere var det en ambitiøs forskers kamp mod tid og alt og alle, der åbenbarede sig den oktoberdag for 50 år siden.

Bomb USA

Sergei Korolyov var manden, der stod bag den 58 centimeter lille aluminiumskugle på godt 83 kilo, der skulle blive verdens første satellit. Han havde et lille forskerhold med sig – og stort set alt andet imod sig.

Videnskabsholdet byggede raketter, men ikke rumraketter. Sputnik blev faktisk født ud af forsøgene på at skabe noget langt mere krigerisk end den lille satellit.

Forskerne havde til opgave at skabe en raket så kraftig, at den ville kunne bruges til at ramme USA med en hydrogen-bombe.

Men raketten, R-7, var så kraftig, at Sergei Korolyov også øjnede en anden mulighed. Han betragtede R-7 som det perfekte redskab til at sende en genstand i kredsløb om Jorden – det havde ingen endnu gjort.

En skør fantasi

Det sovjetiske styre i Kreml gav forskerne grønt lys til at forsøge sig med rumfart, men det var ikke noget, der blev taget synderligt seriøst. Militæret ville beholde R-7 eren for sig selv, husker en af forskerne.

»De behandlede satellitten som et stykke legetøj. Som Korolyovs skøre fantasi,« har raketingenøren og cosmonauten Georgy Grechko, der var med på Sputnik-holdet, senere fortalt.

Men Korolyov havde ikke tid til at tage sig af skeptikere. Selv om et andet satellitprogram var i gang i Sovjet, vidste Korolyov, at det aldrig ville blive klar i tide: USA var nemlig også i gang med at udvikle en rumsatellit.

Nådesløs kamp mod uret

Der var ingen tid at spilde, hvis Sovjet og ikke kapitalisterne i USA skulle indtage rummet som de første. Så Korolyov satte sit forskerhold i gang med at flikke en uhyre primitiv satellit sammen.

Han kaldte den PS-1, eller Prosteishiy Sputnik – på dansk den simpleste satellit .

Forskerne omkring Korolyov forsøgte at proppe så meget videnskabelig mekanik ombord på Sputnik som muligt. Men hver gang et nyt forslag kom op, nægtede Korolyov, fordi der ikke var tid.

»Hvis Korolyov havde lyttet til os og kommet mere udstyr ombord, så kunne det have været amerikanerne, der havde startet rumalderen,« har Boris Grechko, der selv var en af de unge ingeniører, forklaret AP.

Droppede de sidste tests

Atmosfæren var højspændt i dagene før Sputnik gik i luften. Korolyov selv var tydeligt bekymret for, om satellitten ville blive klar til tiden.

Sputnik skulle egentlig først sendes op den 6. oktober. Men pludselig fik Korolyov mistanke om, at USA ville sende en satellit op den 5.

Derfor tog chefingeniøren en voldsom beslutning. Han aflyste de sidste tests og fremskyndede verdens første rumfærd med hele to dage.

Det var derfor med ængstelse, at forskerne fulgte raketten med Sputnik stige til vejrs for så at forsvinde.

I 20 minutter var der ingen kontakt. Ingen vidste, om Sputnik var epokegørende. Eller bare et fælt flop.

Men så kom signalet. Bip-bip-bip. Taktfast og stabilt. Og det blev det ved i tre uger indtil batterierne løb tør.

Korolyovs hold havde havde sprængt rammerne for, hvad der var menneskeligt muligt. Alligevel var der ikke fest blandt de russiske ingeniører og videnskabsmænd, der havde født verdens første satellit, husker Boris Chertok.

»I det øjeblik forstod vi ikke, hvad vi havde gjort. Det var først senere, da hele verden gik amok, at vi blev ekstatiske. Først fire fem dage senere gik det op for os, at det var et vendepunkt for hele vores civilisation.«