255 arbejdstimer eller cirka halvanden måneds fuldtidsarbejde.
Så lang tid brugte Forsvarsministeriet og forsvaret for nylig på at svare på, hvor mange kamphandlinger de danske soldater har været indblandet i i Afghanistan og Irak.
Arbejdet blev sat i gang, da Enhedslistens Rune Lund stillede spørgsmålene. Og det var ifølge den konservative Helge Adam Møller så overflødige, at han efterfølgende bad forsvarsminister Søren Gade (V) komme med et skøn over, hvor mange timer der gik med at svare.
»Jeg kan ikke se, hvorfor det var relevant, om det var 300, 400 eller 500 kamphandlinger. Alle, der læser avis, ved jo i forvejen, at der har været en stigning i antallet,« siger Helge Adam Møller, der har regnet sig frem til, at spørgsmålene fra Rune Lund har kostet skatteborgerne omkring 52.000 kroner i lønudgifter.
Ligegyldige spørgsmål
Han understreger, at Venstre og De Konservative stillede lige så mange »dybt ligegyldige spørgsmål« under Nyrup-regeringen, men han mener, at Rune Lunds spørgsmål er et eksempel ud af mange på, at der er gået inflation i de såkaldte §20-spørgsmål.
Han opfordrer nu ministrene til fremover at skrive i svarene, hvor mange timer der er brugt på at svare.
»Det kunne måske skære lidt ned på spørgsmålene,« siger han.
Rune Lund fra Enhedslisten fortryder dog ikke, at han stillede spørgsmålet. Han er til gengæld overrasket over, at det skulle være så svært at komme frem til svaret:
»Det lyder sgu da fuldstændig sindssygt, at de ikke har den slags liggende, så de har et løbende overblik. Hvis regeringen ikke en gang har de mest basale statistikker om de krige, vi deltager i, som hyldevarer, så er jeg dybt rystet,« siger Rune Lund.