I takt med at kommunerne modtager flere flygtninge, bliver det sværere for sprogskolerne at finde dansklærere med de formelle kvalifikationer, fortæller DR P4 Midt & Vest.
Det kan i sidste ende betyde, at skolerne kan blive tvunget til at lave større klasser med dårligere undervisning til følge, lyder det fra forstander på Lær Dansk i Ringkøbing-Skjern kommune, Bo Aggerholm Sørensen.
For at undervise på sprogskole skal man have en overbygningsuddannelse som underviser i dansk som andetsprog.
- Jeg har ikke haft en eneste ansøger det seneste halve år, som har været direkte kvalificeret til at varetage undervisningen på skolen, siger forstander Bo Aggerholm Sørensen til DR P4 MIdt & Vest.
Til gengæld har sprogskolerne lov til at ansætte ansøgere med en humanistisk bacheloruddannelse eller en læreruddannelse med linjefag i sprog. Under forudsætning af de tager overbygningsuddannelsen ved siden af deres nye arbejde.
Men reglerne administreres for stramt, mener souschef på Lær Sprog i Herning, Admir Muratovic. Til sin store fortrydelse måtte han afvise en ansøger som havde tyve års undervisningserfaring i dansk i folkeskolen, fordi linjefaget var billedkunst.