Det engelske landshold er landet i København.
Klar til at løbe på banen i Parken i morgen aften - og måske klar til våd bytur og damesjov bagefter.
For englænderne er kendt vidt og bredt for at lave ballade.
Fodboldstjernerne leverer talrige skandaler til den glubske britiske sportspresse, som fylder spalte op og spalte ned med saftige historier om spillernes utroskab, slagsmål og drukture.
Det drejer sig for eksempel om John Terry, Wayne Rooney og Ashley Cole, som trods faste parforhold derhjemme har fornøjet sig med alt fra nøgenmodeller til prostituerede og franske undertøjs-damer.
"Engelske fodboldspillere går ikke af vejen for en god tur i byen. Og jo mere du går i byen, desto større er chancen for, at du dummer dig," fortæller fodboldekspert Claus Thomsen, som selv spillede for Ipswich og Everton i sin tid, til Ekstra Bladet.
"Ikke at jeg skal undskylde deres handlinger, men pigerne nærmest kaster sig for deres fødder. Måske i håbet om at blive den nye frue eller for simpelthen at sælge deres historie," fortæller han.
England spiller venskabskamp mod Danmark onsdag aften klokken 20:15.