Landbetjenten på Samsø måtte rykke ud, da en tilsyneladende beruset bilist var årsag til flere på hinanden efterfølgende uheld.
Først havde den 49-årige mand i sin bil med en campingvogn på slæb åbenbart ikke sikret sig, at campingvognen var koblet ordentligt til bilen.
I hvert fald røg campingvognen af bilen og ramte af egen kraft stensætningen ved et hus.
"Bilisten var tilsyneladende bare kørt videre", skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Efterfølgende gik det ud over Ørby Kirke. Her kørte manden bilen ind i kirkens hæk og snurrede rundt på vejen.
Da landbetjenten nåede frem til uheldsstedet var den 49-årige mand i gang med, at samle ting op fra vejen. Tingene var røget ud af bilens bagagerum, der var sprunget op.
Bilisten kom ikke noget til, men er nu sigtet for spirituskørsel, skriver TV2 Østjylland.