En 34-årig mand blev fredag morgen fremstillet i grundlovsforhør efter at have kørt frontalt ind i en 17-årig cyklist på en øde landevej på Tønder-egnen. Det skriver JyskeVestkystens netavis.
Efter påkørslen kørte manden, der var kraftigt påvirket af alkohol og ikke har noget kørekort, hjem i seng. Den livsfarligt kvæstede cyklist lod han ligge. Da politiet anholdt ham tre timer efter var hans promille på 0.94.
Ved grundlovsforhøret erkendte den 34-årige sønderjyde hændelsesforløbet.
Ved grundlovsforhøret argumenterede anklageren for, at den 34-årige burde varetægtsfængsles, men den opfattelse delte hverken forsvarer eller dommer. Da straffen for hans brøde er på typisk mellem to og fem måneders ubetinget fængsel, mente dommeren ikke, der var grundlag for en varetægtsfængsling. Manden blev derfor løsladt efter forhøret.
Den 17-årige cyklist blev heldigvis fundet kort efter ulykken af en bilist på vej til arbejde. Den 17-årige ligger fortsat i respirator.