Sportsstjerner segner under rekordvarme i Sydney

I en forstad til Australiens største by måles over 47 grader. Tennisstjerne klager over 50 grader på banen.
Det var en svedig omgang for publikum at følge landskampen i cricket mellem Australien og England på Sydney Cricket Gound søndag.
Det var en svedig omgang for publikum at følge landskampen i cricket mellem Australien og England på Sydney Cricket Gound søndag. Foto: William West/AFP

En hedebølge har ramt det sydlige Australien, og i landets største by, Sydney, er der målt temperaturer på over 47 grader celsius.

Det er ikke sket siden 1939.

Den høje temperatur blev målt i forstaden Penrith og nåede 47,3 grader.

Over 200 varmerekorder blev sat sidste sommer - som altså er vinter på de danske breddegrader - med voldsomme hedebølger og skovbrande til følge.

Myndighederne har i år mange steder forbudt brugen af åben ild.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Toptennisspillere måtte søndag kaldes fra banen i turneringen Sydney International, der er en opvarmningsturnering før årets første grand slam-turnering, Australian Open.

Da var der målt temperaturer på over 40 grader på banen.

Tidligere på dagen måtte den franske tennisspiller Kristina Mladenovic trække sig midt i en kamp. Hun klagede over, at hun følte sig overophedet.

- 43 grader, ja måske 50 på selve banen, da det begyndte. Jeg beklager over for mine fans. Jeg tror, det er første gang i min karriere, at jeg stopper midt i en kamp. Det siger det hele, skrev hun i et tweet.

Det var også en svedig omgang for cricketspillerne på det australske og engelske landshold. På Sydney Cricket Ground blev der målt en højeste temperatur på 43,7 grader.

De ekstremt varme somre de sidste mange år har fået australierne til at fokusere mere på konsekvenserne af den globale opvarmning.

Ifølge den meteorologiske forskningsinstitution CSIRO er temperaturen i Australien i gennemsnit steget med en grad celsius siden 1910.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.