Og den gode Agger gør åbenbart sit lobbyarbejde godt over for sine evigt tørstige engelske kolleger.
Han har måske ikke ligefrem statur som en typisk bodegagænger, men Storken , som Liverpool-angriberen Peter Crouch kaldes på grund af sin usædvanlig aflange form, har i hvert fald planer om at lægge vejen forbi Aggers beværtning.
- Jeg ville meget gerne komme en tur over til Danmark og drikke en kold Carlsberg i hans pub, siger Peter Crouch til tipsbladet.dk. Husk lige at hæve loftet inden, Daniel!
Hvis der er brug for ekstra omsætning i baren, kunne det være fristende at invitere Diego Maradona, der sjældent takker nej til en kold forfriskning. Men vent lige et par uger. Fodboldlegenden er netop igen igen blevet udskrevet fra tvungen hospitalsbehandling for sit misbrug, og de kommende to ugers tid har han en stribe læger, sygeplejersker og terapeuter boende. Derefter skulle han være klar til endnu en tår over tørsten, lyder Rygtebørsens meldinger fra Buenos Aires.
En anden latinamerikaner, der ikke har helt tur i den i øjeblikket, er det brasilianske målikon Romario på 41 år. Heller ikke i fjerde forsøg på Vasco de Gamas hjemmebane Maracaná lykkedes det angriberen at score sit mål nummer 1.000 (i turneringskampe, venskabskampe, ungdomskampe og fantasikampe, red.).