Per Bjerregaard vil gøre sig så usynlig som overhovedet muligt i Brøndby. Og det er en klog beslutning, mener sportsøkonom fra Handelshøjskolen CBS i København Troels Troelsen.
- Jeg føler mig overbevist om, at Per Bjerregaard vil holde så stor en afstand til selskabet bag Brøndby og det aktuelle, der foregår i selskabet. Inklusive alt, der angår spillere.
- Jeg er også helt sikker på, at han er væk som læge. Og jeg tror også, at han vil holde sig noget væk fra kampe og gøre sig usynlig, siger Troels Troelsen.
Lørdag trak Per Bjerregaard sig som bestyrelsesformand i selskabet bag superligaklubben Brøndby, og selv om han fortsat sidder som formand for amatørafdelingen, så er hans magt svækket.
- Jeg tror, han vil gå tilbage som en ægte iagttager og eventuel svag retningsgiver i stedet for at være en stærk retningsgiver og beslutningstager.
- Og jeg er også overbevist om, at det er klogt nok, mener Troels Troelsen.
Der er rejst tvivl om, hvorvidt Per Bjerregaard stadig vil sidde og bestemme over Brøndby fra posten i amatørafdelingen.
- Der er ingen tvivl om, at fonden stadig sidder bag ved og bestemmer en god del. Sådan er det også i tyske, svenske og mange andre klubber.
- Det er fonden, som dirigerer, sætter stopklods, har vetoret eller helt aktuelt laver strategien.
- Men Per Bjerregaards afgang er et signal om, at foreningen Brøndby og selskabet Brøndby vil være mere adskilte, konstaterer Troels Troelsen.
Sportsøkonomen mener, at Bjerregaards exit er et meget godt signal, fordi en forretning og en forening skal leve ud fra forskellige synspunkter.
- I Brøndby har fonden og amatørafdelingen en anden målsætning end selskabet. Hvor mærkeligt det end lyder, så er det to forskellige målsætninger.
- Amatørafdelingen skal have bredde og skabe talenter og udvikling og fokusere på frivillighed. Selskabet er langt mere professionelt, forklarer Troels Troelsen.
/ritzau/