Efter Arbejdstilsynet overså asbeststøv fra nogle knækkede plader i en sportshal i Skanderborg, skal alle sportshaller nu testes systematisk for asbest. Det skriver Ritzau.
Det skal ske ved, at Arbejdstilsynets medarbejdere frem over får asbest med på deres liste som et særligt tjekpunkt under inspektion af sportshaller.
Arbejdstilsynet vil desuden pålægge private og offentlige arbejdsgivere selv at fremskaffe dokumentation for, hvorvidt der er asbest i materialer. Det betyder, at hvis Arbejdstilsynet spørger, og arbejdsgiverne selv er i tvivl, så hviler ansvaret for at finde svar på arbejdsgiverne.
Derudover vil Arbejdstilsynet sende et brev til samtlige kommuner og regioner samt skoler og hospitaler om, at det er arbejdsgivernes ansvar at holde styr på, om der er asbest i deres byggerier. Det oplyser direktøren for Arbejdstilsynet Jens Jensen.