Med et kæmpe brag knuste snemasserne i går taget på Europas største gokart-hal, Racehall ved Århus, og slog et hul på 320 kvadratmeter.
Hallens direktør, Peter Skjødt-Jacobsen, var selv til stede i hallen, da det skete, og havde kort forinden stået og besigtiget taget, der var begyndt at give efter. Han var dog kommet på sikker afstand, da taget brast.
»Heldigvis kom ingen til skade, og det er det vigtigste,« siger Peter Skjødt-Jacobsen.
1.100 aflysninger
Ulykken ender med at blive en rigtig dyr oplevelse for Racehall.
»Vi har foreløbig aflyst 1.100 kunder, som havde bestilt tid frem til søndag, og bare det koster os en kvart million kroner,« fortæller Peter Skjødt-Jacobsen, som i nat har sovet i gokart-hallen for at følge situationen.
Et ingeniørfirma har nemlig slået fast, at der er fare for yderligere sammenstyrtninger, og derfor vil man fredag morgen gå i gang med at spule det metertykke snelag af taget med vand. Derefter skal hallen sikres med afstivning. Peter Skjødt-Jacobsen håber, det bliver muligt at åbne størstedelen af hallen for publikum i midten af næste uge.