60 brandmænd fra brandvæsner i Storkøbenhavn og Nordsjælland har kæmpet natten igennem for at begrænse en voldsom brand i en sportshal i Gentofte i at brede sig til de tilstødende kontorbygninger og en rideskole.
Torsdag morgen er brandfolkene stadig på stedet og efterslukker, men endnu er der ingen oplysninger om, hvorfor, hvordan eller hvor ilden er opstået.
Hallen, der huser Charlottenlund Badminton Klub på Maltegårdsvej, og er tegnet af arkitekt Arne Jacobsen i 1934, er helt udbrændt, mens det stort set er lykkedes at redde rideskolen og de tilstødende kontorlokaler.
- Allerede klokken 21.15 onsdag aften, da alarmen lyder, brænder det kraftigt, siger beredskabschef Rasmus Storgaard, Lyngbæk-Taarbæk Brandvæsen og indsatsleder i Gentofte.
- Da røgdykkerne kommer ind, er der voldsom sort røg, det brænder under taget og hele hallen er overtændt. Kort efter braser taget sammen, og fra da af sker al slukning udefra.
Det lykkedes delvist at redde kontorbygningerne.
- Rideskolen, hvor der på et tidspunkt var ild i taget, blev hurtigt slukket og de omkring 75 heste blev reddet ud, takket være en hel masse frivillige hestepiger, siger Rasmus Storgaard.
Under branden brugte brandvæsnet en minihelikopter, en drone, der sendte livebilleder til indsatslederen.
- Det betød, at vi kunne følge branden oppefra og se, hvor brandudviklingen skete, siger Rasmus Storgaard.
Området omkring Maltegårdsvej er torsdag fortsat afspærret.
/ritzau/