Hjælp! De nuværende regler for frivilligt arbejde rammer landets lokale sportsforeninger alt for hårdt.
Sådan lyder det fra Danmarks Idræts-forbund, som nu forsøger at råbe politikerne op i valgkampen. Det skriver Jyllands-Posten.
For når arbejdsløse, pensionister eller kontanthjælpsmodtagere vil træne lilleputterne eller lægge timer i andet frivilligt arbejde, risikerer de at blive ramt på deres indkomst.
"De frivillige er ved at blive mast af bureaukrati. Regler, kontrol og papir har taget et alt for stort omfang, og mange giver op på forhånd," siger Niels Nygaard, der er formanden for Danmarks Idræts-forbud.
"Ikke mindst er vi nervøse for, at de unge frivillige i fremtiden helt opgiver ideen om at arbejde frivilligt, fordi det simpelt hen er for besværligt," forklarer han til avisen.
I en rundspørge som forbundet har lavet blandt 1.400 frivillige idrætsledere svarer 85 procent, at de stramme frivillige-regler lige nu er det største problem ude på landets træningsbaner og i idrætshallerne.
Ifølge Socialdemokraternes Mette Frederiksen vil partiet gerne se på reglerne.
"Selvfølgelig skal de ledige stå til rådighed for arbejdsmarkedet, men det kan man sagtens sikre sig uden at spænde folk ind i et indviklet bureaukrati," siger hun.
Også i blå blok er opbakning til at se på de nuværende regler efter valget.
"Det er godt at arbejde frivilligt," lyder det fra socialminister Benedikte Kiær (K).
Kilde: Jyllands-Posten