Der har i den senere tid foregået en heftig debat om talentudvikling i dansk håndbold. Lad mig forsøge at redegøre for den holdning, vi i elitesektoren i Dansk Håndbold Forbund har til talentudvikling i børne- og ungdomshåndbold.

I denne artikel vil jeg koncentrere mig om børnehåndbolden, som jeg definerer som alderen til og med U12. I næste måned følger jeg op med talentudvikling i alderen 13 til 18 år.

I DHF forsøger vi naturligvis at følge med i forskningen vedrørende talentudvikling i idræt. Vi går faktisk så meget op i det, at Claus Hansen og jeg har skrevet en bog om emnet, som vi udgiver i midten af april. Inden da vil jeg gerne ridse DHF's holdning til emnet op i korte træk. Jeg har valgt at dele artiklen op i temaer - startende med begrebet 'Talent'.

Talent

Der er intet, der tyder på, at vi kan definere et talent i 10- eller 12-års alderen. Alt for mange parametre er endnu ikke sammenlignelige. Det gælder fysik, modenhed, motorik, vurderingsevne m.m. Derfor giver det heller ingen mening at forsøge at rekruttere spillere fra andre klubber i denne aldersklasse eller give nogle børn bedre træningsmuligheder end andre. Børnene skal have det sjovt med deres håndbold, og det er rigeligt, at de spiller med deres kammerater. På den måde sikrer vi også, at vi fastholder de unge mennesker i at spille håndbold, fordi de alle har et hold at spille på. For alt andet lige er det jo talentmassen, der er interessant i denne aldersklasse, så der senere er spillere nok til både bredde og elite. Der er spillere, der ser mere lovende ud end andre, men mange undersøgelser viser, at det oftest er spillerne fra 2. række, dem vi ikke tror så meget på i denne alder, der lykkes med deres seniorkarriere. En ting kan man dog nok spotte, når man ser de unge spillere. Ligesom man ikke kan lære at synge, hvis man er umusikalsk, er der håndboldspillere, der mangler flair for at arbejde med bolden, eller som simpelthen ikke har interessen for konkurrenceidræt.

Specialisering

Mange trænere har travlt med at fortælle udøverne i netop deres idrætsgren, at de ikke må dyrke andre idrætsgrene. Jeg ser helt anderledes på det. Lad dog endelig børnene dyrke mere end en idræt, så længe de er børn. Det er kun sundt for kroppens udvikling. Gymnastik og atletik er grundlæggende for al idræt, og det kommer kun børnene til gode at have stiftet bekendtskab med disse idrætsgrene. Der sker bestemt heller ikke noget ved, at en fodboldspiller prøver håndbold eller omvendt. Så kan det unge menneske selv vælge, hvad der er sjovest, eller hvor kompetencerne synes at være. Derfor bør vi heller ikke kræve alt for mange ugentlige træningsdage for de unge mennesker. Der skal være plads og tid til andet, og de store sejre og begivenheder skal ikke ske i 10-års alderen.

Træneren

Træningen skal være sjov og afvekslende og foregå med talentet i centrum. Hvad kan jeg lære af nye ting i dag? Hvordan bliver jeg endnu dygtigere? Træningen skal med andre ord foregå med fokus på det enkelte barn, og så kan man ganske langsomt indarbejde værdier som forståelsen for at være på at hold gennem sociale tiltag som skumhåndbold og ture til stævner. Det er derfor, det er ganske krævende at være børnetræner. Du skal forberede dig godt, så du kan udvikle den enkelte spiller ved hver eneste træning, og samtidig skal du lære børnene at tage hensyn til hinanden, fordi det er en holdsport. Systemer og taktik hører ikke til i disse aldersgrupper. Vi skal ikke bevidstløst køre en "rundgang", fordi vi har succes med den i den specifikke kamp, og vi skal heller ikke kynisk udnytte modstandernes svageste spiller. Kampene bruger vi stadig til at øve os i. Trænerne i denne alderskategori skal være udviklingstrænere - ikke resultattrænere.

Kampe og sejre

Jeg er ikke religiøs, hvad angår opfostringen af unge håndboldspillere. Selvfølgelig må vi spille for at vinde både i U-8, U-10 og U-12 rækkerne. Det er bare ikke det vigtigste i disse årgange, og vi skal ikke vinde for enhver pris. Derfor giver det heller ingen mening, at vi opretter særlige eliterækker, hvor de allerbedste på U-10 niveau kan møde hinanden, efter at have kørt over 100 km til en kamp, og da slet ikke, hvis det også indebærer, at nogle forældre mener, at de skal køre deres børn lange strækninger i bil for, at de kan spille i en af "topklubberne" i U-10 eller U-12. Brug tiden på de sociale tiltag og på at være sammen med kammeraterne. Det er det, der fastholder de unge mennesker i deres sport. Det er børnenes behov, vi skal imødekomme og ikke ambitiøse forældre eller ungdomstrænere, der tror, at det vigtigste i verden er at vinde U-10 rækken. Der kommer forhåbentlig masser af muligheder for at opnå store resultater, når børnene bliver ældre.

Ulrik Wilbek