Efter et sammenstød med sin egen målmand i søndagens kamp mod Maritimo i den portugisiske liga, sidder Sporting Lissabons højre back João Pereira på bænken med en hjernerystelse.
Det betyder, at han ikke er med, når portugiserne på torsdag skal revanchere 0-2-nederlaget fra sidste uge i Lissabon. Og det kommer højest sandsynligt til at kunne mærkes, da den meget hurtige og angrebsivrige back var en af de helt centrale spillere i den første kamp.
Oven i hatten er den midtbanespilleren Pedro Mendes heller ikke klar til kamp. Han er stadig ude med en skade.
Trods den noget hullede startopstilling ser træneren fortrøstningsfuldt på returopgøret.
"Vi har en god fornemmelse og tro på, det kan lade sig gøre. Men det kræver hårdt og koncentreret arbejde af mine spillere," siger Sporting-træner Paulo Sérgio til eb.dk.
I Brøndby er man oven på. Billetsalget går forrygende efter sidste uges flotte præstation.
"Som det ser ud nu, vil vi passere 20.000 tilskuere. Det vil være meget flot til en kvalifikationskamp," siger Brøndbys kommunikationschef, Steen Laursen, til eb.dk.