Den saudiarabiske fodboldklub Al Ittihad skulle angiveligt være interesseret i at hente den 34-årige portugisiske fodboldstjerne Luis Figo til klubben. Figo spiller for tiden for topklubben Inter, der fører den italienske liga, men mon ikke han alligevel vil overveje at tage en tørn i ørkenen. Ifølge portugisiske medier skulle klubben nemlig have tilbudt Figo ikke mindre en 40 millioner for at spille en enkelt sæson i den saudiarabiske klub.
Fremtiden ser knap så lys ud for den 30-årige svenske snowboard-stjerne Ingemar Bergman. Han mistænkes nemlig for skattesnyd på op mod 2,7 millioner svenske kroner. Ifølge den svenske avis Piteåtidningen skulle han have brugt sit hævekort til at hæve penge fra en hemmelig konto i udlandet. Det blev dog opdaget af skattevæsenet, og nu ser det ud som om, snowboard-stjernen skal hoste op med at par millioner til skattefar.
I Grækenland vil sportsminister Giorgos Orfanos bare gerne have, at de græske atleter hoster op med en dopingprøve, når de bliver bedt om det. Forud for OL i Athen i 2004 blev de to græske atleter Katerina Thanou og Kostas Kenteris således udelukket fra at deltage i legene, fordi de i flere omgange var udeblevet fra en dopingkontrol. Og nu er den tilsyneladende gal igen. Denne gang er det den græske 400 meter hækkeløber Periklis Lakovakis der ikke vil testes. Han skulle være udeblevet fra ikke mindre end 14 dopingkontroller i 2006, og nu er det efterhånden blevet sportsministeren for meget. Han truer således ifølge Aftonbladet med at tage sagen op i EU, hvis ikke der kommer en holdningsændring blandt de græske atleter.