Der er trillet flere tårer fra øjnene af de sportselskende nordmænd, end der er sne på fjeldet. For på uretfærdig vis blev Norges håndboldherrer mandag sendt ud af VM. Og dem, der nu går og tror, at det var Danmark, der slog Norge ud, kan godt tro om igen. For det var naturligvis dommernes skyld.
»Vi fik jo fire udvisninger på 30 sekunder i 2. halvleg, mens Danmark bare fik én. Dermed var vores føring på 21-18 væk og kampen åben,« siger keeper Ole Erevik til Stavanger Aftenblad. Og det er da også en frygtelig upædagogisk sport, hvor der ikke bliver delt lige mange udvisninger ud til alle. Totalt feje hold. Norge skal klart have lov at være førstevælger næste gang, der er håndbold. Til gengæld kan nordmændene glæde sig over, at de har et lidt omvendt forhold til grin og gråd, så de kan tage det hele med et smil.
»Det er noget af det værste, jeg har været med til med landsholdet. Det stikker ganske dybt i hjertet. Det er til at grine af,« siger Johnny Jensen, der dog hurtigt tørrer det dumme grin af, når snakken falder på byen Lemgo, hvor Norge skal spille sine kampe om de sekundære placeringer. Den er ifølge Johnny Jensen Tysklands kedeligste by. Kedelig? Lemgo? Næh, hør nu lige her: Lemgo er en af Tysklands gamle, hyggelige hansestader. Byen blev grundlagt i 1190 af Ædelherre Bernhard II. zur Lippe, og desuden er det hjemstad for verdensmestrene i kunstcykling for kvinder. Det slår da Bergen, selv på en solskinsdag.