De største klubber vil ikke længere lade være med til de hastigt accellererende aflønninger af ligaens største profiler. Klubberne vil fremover ikke strække sig over 100.000 pund (1,1 millioner kroner), skriver The Observer. Om ugen altså! Mon ikke Frank Lampard, John Terry og Christiano Ronaldo kan klare sig alligevel?
Det er langt fra sikkert, lyder det fra spillernes agenter. Og måske har de en pointe. Pundene kan i hvert fald hurtigt skifte hænder i jacuzzierne og pejsestuerne i de engelske klubber, ved vi. Særligt i West Ham, hvis spillere ikke er for gode på grønsværen, men til gengæld efter sigende er fantastisk gode til poker og davoserjas.
For nylig kom det frem, at klubbens spillere sagtens kan spille kort om flere hundredetusinde kroner på en eftermiddag. Nu spekulerer engelsk medier i, hvad klubbens direktør, Scott Duxbury, egentlig mente, da han i septemer sidste år udtalte sig om klubbens trøjesponsorat med et net-kasino.
»Pinnacle Casino afspejler de stærke værdier, som vores fodboldklub repræsenterer,« lød det.
Lønloft eller ej. Lønfesten i England ser ud til at handle om, hvem af stjernerne der kan få den fedeste kontrakt i hus. Agenten for Chelseas anfører, John Terry, hænger sig i hvert fald ikke i beløbets størrelse – bare 26-årige Terry bliver garanteret, at han er klubbens højest lønnede spiller. I samfulde ti år som en ny kontrakt skal løbe, hvis det står til Terry og hans rådgivere.