Den århusianske ishockeysatsning Århus Crocodiles må dreje nøglen om - officielt på grund af dårlig økonomi.
Men er den sande forklaring ikke bare, at krokodiller har det bedst i lunkent muddervand, ikke på is? Bare ærgerligt for Århus, at alle de gode dyrenavne var taget.
EM-semifinalen mellem Rusland og Spanien sluttede efter denne spaltes deadline, men måske hygger Arshavin og resten af russerne sig allerede gevaldigt.
Den russiske elite er nemlig ramt af fodboldfeber.
”For hver scoring disker jeg op med en skøn pige. Se hvordan drengene reagerer!” siger den russiske kendis Pyotr Listerman ifølge avisen The Sun. Og de russiske spillere er ikke sene til at sætte pris på velviljen.
”Der er en del ungkarle på vores hold. Det er et fantastisk initiativ,” roser angriberen Andrei Arshavin.
Endnu heldigere er Cristiano Ronaldo dog. For han scorer selv om han og portugiserne floppede ved EM.
Den tyske boulevard-avis Bild har i hvert fald via en række strandfotos fra Sardinien, der viser en smilende Ronaldo og hans veludrustede kæreste Nereida Gallardo i nærkontakt, dokumenteret, at Manchester United-spilleren er blevet god igen efter nedturen.
Sport&spe@avisen.dk