Først til den store nyhed om, at det tidligere fodboldfænomen Ronaldo (95 kilo) vil tabe sig otte kilo. Og den skadede Milanspiller er sågar begyndt at svømme for at få gang i dellerne, siger han.
Ifølge SOS’ oplysninger er den store angriber sidst set i vandet ud for Copacabana med en tøs under hver arm.
Apropos gamle Real Madrid-spillere, så har den tidligere franske storspiller Zinedine Zidane stort set været udnævnt til ny manager i den ambitiøse og pludselig stenrige engelske sekunda-klub Queens Park Rangers.
Men det blev ved rygtet, for i går præsenterede klubben så den tidligere sekunda-spiller Iain Dowin i stedet. Det eneste, nordireren har til fælles med Zidane er vel frisuren, men han kan til gengæld prale af at have stået i spidsen for blandt andre Oldham, Charlton og Coventry – og for at optræde på hjemmesiden Uglyfootballers.com.
I aftes blev der spillet UEFA Cup-finale mellem skotske Glasgow Rangers og russiske Zenit St. Petersborg. Kampen sluttede desværre efter denne spaltes deadline, men til gengæld kan vi med hjælp fra den engelske avis Daily Record afsløre, at russernes træner, hollænderen Dirk Advokaat, er stor fan af popsangeren Michael Bolton.
Så er der da én officiel fan af den amerikanske flødebolle.