Det er ikke ligefrem selvtilliden (og selvtilfredsheden), det sædvaneligvis skorter på hos Chelsea-manager José Mourinho.
Men den flittigt snakkende portugiser kender dog sine egne begrænsninger, når det kommer til at lade næverne tale.
Adspurgt om, hvilken Premier League-manager han mindst kunne tænke sig at komme i slåskamp med kommer svaret prompte: »Big Sam (Newcastles manager, der ligner en bidsk køter, red.)! Han ville slå mig ihjel,« siger Mourinho til The Sun.
SOS-redaktionen ville dog bestemt heller ikke have lyst til at teste styrkeforhold med Sunderlands iltre manager Roy Keane eller Tottenhams Martin Jol med det slyngelagtige underbid.
Derimod er der noget, som tyder på, at den tidligere rumænske landsholdsstjerne Gheorghe Hagi, som nu er træner for Steaua Bukarest, er lige til at sende til tælling med et smølfespark på næsen.
I hvert fald har klubbens ejer Gigi Becali tilladt sig at kræve to af sine personlige favoritter i startopstillingen til Champions League-kampen i aften mod Slavia Prag. Og mon ikke han får sin vilje?
»Jeg vil have angriberen Romeo Surdu og midtbanespilleren Valentin Badoi til at starte på banen i Prag. Hagi er fortid, hvis han ikke lader dem spille,« lyder meldingen ifølge Eurosport.
Hagi har foreløbig forholdt sig tavs.
Skriv til:
Sport&spe@avisen.dk