Spanske Fernando Torres fik med sit hattrick mod Reading for nyligt sit store gennembrud i Liverpool-trøjen. Det har fået holdets anfører til at finde de helt store roser frem. Ifølge den engelske avis The Guardian, mener Steven Gerrard, at spanieren minder om legenden Ian Rush i sin spillestil – blandt andet:
»Torres minder om Rush på flere måder,« siger Steven Gerrard således i følge avisen. Gad vide, hvad Gerrard helt præcist mener med det? – vi gætter på, at det drejer sig om legendens legendariske overskæg. Og gad vide, hvad unge, tjekkede Torres synes om den?
Jep, det er vist bare med at få smurt ko-møg på overlæben Fernando!
Og så må det være på sin plads igen at minde om vores Brøndby-konkurrence, hvor man kan vinde en helt særlig Brøndby-trøje, som Brøndby IF har lovet at levere.
Reglerne er simple: Skriv om en oplevelse, du har haft ved en af Brøndbys udekampe det seneste halvandet år og send den til os som e-mail eller til adressen: Sport&Spe, Nyhedsavisen, Margretheholmsvej 2, 1432 Kbh K.
Den bedste historie bliver præmieret med en ægte Brøndby-spilletrøje fra den kamp, hvor udebaneforbandelsen endeligt bliver brudt.
(Ganske vist har Brøndby lige vundet en kamp på udebane, men konkurrencen løber videre indtil de gule og blå vinder en udekamp i Superligaen.)
Sport&spe@avisen.dk