Premier Leagues topscorer Cristiano Ronaldo er slet ikke til at stoppe for tiden. Senest scorede han tre mål i kampen mod Newcastle, hvilket fik hans sæsontotal op på 16 scoringer.
Men men men: Succesen er steget ham til hovedet. Bogstaveligt talt. Overfor The Sun afslører han, at han som et nagelfast ritual før hver kamp får håret klippet. Og nu tør han ikke droppe ritualet af frygt for, at det vil stoppe mål-stimen. Her på SoS gætter vi på, at den forfængelige portugiser inden længe ender med at vælge håret frem for målene.
Ellers ender han måske med at være ligeså succesfuld som Ståle Solbakken i FC København.
Og så kan vi nævne Royal League. Den danske direktør for træningsturneringen, Børge Bach, vil nemlig godt have turneringen tilbage. Han udtaler til Ekstra Bladets hjemmeside noget om, at klubberne skal blive enige om, hvad der er et attraktivt grundlag at føre turneringen videre på.
Her på SoS vil vi godt give Royal League et godt tip, hvad angår turneringens grundlag .
Et attraktivt grundlag at spille på er i hvert fald noget andet end mudder, som åbenbart har været det foretrukne grundlag hidtil.
Må vi være så frække at foreslå at spille på græs? Eller måske sågar kunstgræs? Det plejer vist at virke for de andre turneringer.
Har du kommentarer, ris eller ros, så send os fluks en mail på nedenstående adresse.
Sport&spe@avisen.dk