En af verdens mærkeligste sportsgrene må være skiskydning: Nogle har taget to discipliner, som hver for sig er almindelige, og så blandet dem og sagt: Se, her er en ny sport.
Nogenlunde det samme skete i weekenden i Århus, hvor en gal mand med et haglgevær tilsyneladende forsøgte at kombinere cykelløb med gadekamps-scenen fra actionfilmen ’Heat’.
Manden havde af uransagelige årsager set sig gal på Team GLS, som kort efter cykelløbet ’To dage ved Århus’ pludselig befandt sig i skudlinjen for mandens skarpladte haglgevær. En massør blev ramt i panden, inden de rædselsslagne ryttere nåede at søge dækning bag holdets biler.
Der er dog intet, der tyder på, at cykelrytter-skydning kommer på OL-programmet. I øvrigt er der naturligvis intet morsomt ved hele den sag.
Det er der til gengæld ved en episode i Norge, hvor den tidligere FCK-spiller Bergdølmo har gjort i nælderne. I en kamp mellem Bergdølmos Strømsgodset og Stabæk, blev der dømt straffespark til Stabæk, og det fik nordmanden til at sparke et stort hul i græsset under straffesparkspletten. Det har fået Stabæks sportsdirektør til at fare i flint og anklage Bergdølmo for at undergrave spillets værdier og pisse på spillets ånd , og det der er værre. Hmm. Undskyld, det er heller ikke noget at grine af.
Sport&spe@avisen.dk