I hvert fald når det kommer til Reading-angriberen Kevin Doyle, der har svært ved at huske trænerens instrukser. »Jeg har skrevet på min arm, hvor jeg skal placere mig på hjørnespark fra højre og venstre side,« siger han til The Sun.
Måske forklarer det, hvorfor flere og flere fodboldspillere har tatoveringer på armene?
Og så var fredag dagen, hvor DBU stolt kunne meddele, at venskabskampen mod Tjekkiet i næste måned er udsolgt. På blot en uge endda!
Tillykke og godt gået af DBU, der jo ikke lige frem er vant til at fylde pladserne ud til landsholdet. Også et tillykke til de godt 5.000 der har købt billet til kampen i Herning, hvor der inklusive sponsorer, venner til Martin Jørgensen og den slags vil være 11.467 på plads.
Om DBU har sat overliggeren en smule lavt i jagten på en succeshistorie? Måske, men det har Derbys angriber Kenny Miller i så fald også.
Han afslører nu – igen til fantastiske The Sun –, at førsteprioriteten for Premier Leagues absolutte bundprop ikke er at redde sig fri af nedrykningen, men at undgå titlen som det dårligste hold i Premier League nogensinde. Det kræver seks point i de sidste 13 kampe, og det kan såmænd blive svært nok, når man har ni point for de første 25.
Sport&spe@avisen.dk