Forleden skrev vi i denne spalte, at det var lidt spøjst, at AaB-målmand Karim Zaza så frem til at spille for 60.000 tilskuere på White Hart Lane, når der kun er plads til godt 34.000 på det engelske stadion.
Og nu fordrejer de søreme fakta på ny i det nordjyske! På AaB’s hjemmeside står der, at det er otte år siden, Lyngby har vundet på Energi Nord Arena, men få linier længere nede i optakten står der, at seneste Lyngby-sejr var i september 2001, altså kun godt seks år tilbage.
SoS kan dog dokumentere, at begge dele er forkert, da Energi Nord Arena først fik sit nuværende navn et par uger tilbage.
Og så til noget skægt. AGF’s skarpretter Peter Graulund har sammen men en del af de andre mere rutinerede spillere i truppen ladet skægget gro.
Det har fået angriberen til at ligne en hulemand, men til gengæld banker han mål ind på samlebånd. »Siden jeg har anlagt skægget, har jeg scoret hver gang, så nu kan jeg da ikke lade det falde igen,« siger han til Århus Stiftstidende.
Det er dog ikke alle, skæg-tricket virker på. For eksempel har Horsens-angriberen Niels Lodberg vel sagtens ikke barberet sig i to-en-halv sæson, siden Horsens ryggede op i Superligaen, og det har vist ikke ligefrem kastet mål af sig. Lige som den nu pensionerede bulgarske forsvarsspiller Trifon Ivanov vist aldrig blev den store målmaskine. Har det virket på andre?
Skriv til: Sport&spe@avisen.dk