Nogle gange skriver denne klumme næsten sig selv. I dag kan vi for eksempel nævne, at topnavnet indenfor dansk alpin skisport, Johnny Albertsen har valgt at slutte sin lange karriere, fordi han ikke kan få økonomien til at hænge sammen.
»For at få råd til at dyrke min sport på topplan og gå efter medaljer i de store mesterskaber, så skal jeg bruge masser af tid på at finde sponsorer. Men den tid, jeg bruger på sponsorarbejde, burde jeg have brugt på ski,« siger han selv.
Undskyld Johnny. Sagde du: Gå efter medaljer i de store mesterskaber?
Og videre til en anden mand, der også går efter medaljer: FC Københavns Don Ø indrømmer nu offentligt, at det udelukkende er for at tjene endnu flere penge, at han har besluttet at stryge 4.000 tilskuerpladser, så landets største koncert-sal fremover kun har plads til 38.000 tilskuere, når landsholdet skal spille hjemme.
På FCK s hjemmeside kan man læse, at arbejdet med at nedrive de mange sæder starter lige efter kampen mod Atletico Madrid 5. december. Men her har Don Ø s næse for forretning vist svigtet. Hvis nu man i stedet startede arbejdet efter kampen mod Brøndby 2. december, så kunne Don Ø slå tre fluer med et smæk: Brøndbys fans kunne rive sæderne gratis ned. Derefter kunne Don Ø sende en regning til Brøndby IF for hærværk, og til sidst ville han få lejlighed til at stå frem på tv og brokke sig.
Sport&spe@avisen.dk