Svenskerne er beskedne folk. I Danmark havde halvdelen af landets arbejdspladser ligget øde hen, og fulde tosser havde udråbt landsholdet til verdens bedste, hvis det var lykkedes os at nå med til EM. Men på den anden side af Øresund, hvor billetten blev sikret i forgårs, holder de som altid snusfornuftigt begge ben på jorden.
En afstemning i avisen Expressen viser, at 55 procent af svenskerne tror, at Sverige ryger ud af turneringen allerede efter gruppespillet, mens kun seks procent tror på svensk guld. Ja, man skulle jo nødig skrue forventningerne op!
Samme avis har lavet en kampagne for at få frustrerede danske fans til at holde med Sverige, og søreme om ikke 63 procent af de adspurgte danskere vil støtte Sverige til EM.
Helt ærligt, det er da os, der har brug for jeres hjælp! Giv os Zlatan, så skal vi nok synge med på Du gamla, du fria og drikke Pripps hele næste sommer.
TI sidst den store nyhed om en dansker, der skifter til italiensk ... håndbold. Stregspilleren Ole Sørensen skifter nemlig ifølge TV 2 til Conversano i den bedste række på en kontrakt, der gælder i ... en måned.
Sport&spe@avisen.dk