Spørgeskema skal belyse omfanget af sexisme på gymnasier

- Hvis vi vil bekæmpe sexismen på vores gymnasier, bliver vi nødt til at kende omfanget, siger elevformand.
I kølvandet på #metoo vil Danske Gymnasieelevers Sammenslutning nu have undersøgt omfanget af sexisme og sexkrænkelser på danske gymnasier. Derfor har de udsendt et spørgeskema.
I kølvandet på #metoo vil Danske Gymnasieelevers Sammenslutning nu have undersøgt omfanget af sexisme og sexkrænkelser på danske gymnasier. Derfor har de udsendt et spørgeskema. Foto: Bertrand Guay/AFP

Gymnasielever vil undersøge sexkrænkelser på de danske gymnasier.

I anledning af kvindernes internationale kampdag har Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) udsendt et spørgeskema om sexisme og sexkrænkelser på landets gymnasier.

- MeToo-bevægelsen har over de seneste måneder sat fokus på den sexisme og de sexkrænkelser, der er i vores samfund.

- Nu er man begyndt at tale om det på universiteterne. Men vi synes, der mangler en undersøgelse af omfanget på gymnasierne, siger gymnasielevernes formand, Jens Philip Yazdani.

Spørgeskemaet er blevet sendt ud efter de seneste ugers opmærksomhed på sexkrænkelser på danske universiteter. Her har en række anonyme kvinder fortalt om deres oplevelser med krænkelser.

- Vi har talt om billeddeling, men vi har ikke talt om de andre krænkelser, som, vi hører historier om, foregår.

- Der er mange historier om gymnasielever, der oplever ubehagelige ting til gymnasiefester. De er blevet taget på, nogle har været for nærgående eller har prøvet at kysse folk mod deres vilje, siger Jens Philip Yazdani.

Der er enkelte spørgsmål om sexisme i trivselsundersøgelserne på gymnasierne. Men det er ifølge Yazdani ikke nok.

DGS lavede sidste år et projekt med Everyday Sexism Project, der var meget rettet mod enkelthistorier, hvorfor der nu er brug for en mere omfattende undersøgelse.

Derfor skal et spørgeskema nu belyse omfanget af sexisme og sexkrænkelser på gymnasierne.

- Vi frygter, at det ligesom i de øvrige dele af samfundet er et større problem, end vi lige går og tror, fordi det er et tabubelagt emne forbundet med skam og skyld.

- Derfor vil vi bryde tabuet, så vi kan skabe et rum for at tale om det ude på gymnasierne. Vi skal også finde ud af, hvad vores ledere og institutioner kan gøre, siger Jens Philip Yazdani.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.