I slutningen af maj valgte en 41-årig mand fra København at køre hjem efter en tur på værtshus. Han endte med at køre den forkerte vej på motorvej E45 ved Skærup i Jylland. Manden kørte frontalt sammen med en bil med fire passagerer, og det kostede alle fire livet.
Nu er manden så blevet tiltalt for uagsomt manddrab på alle fire personer, oplyser politiadvokat Klaus Lauridsen fra Sydøstjyllands Politi i følge tv2.dk.
Den 41-årige har gennem hele forløbet sagt, at han intet husker fra ulykken. Retssagen begynder i Kolding i løbet af foråret.