En såkaldt spøgelsesbilist kørte tidligt i morges ind i en modkørende bilist på E45-motorvejen ved Hadsten i Nordjylland.
Det skriver TV 2.
Den 29-årige kvinde fra Lystrup ved Århus kørte af ukendte årsager i nordlig retning i det sydgående spor.
Ved Hadsten ramte hun en bil med en 32-årig mand bag rattet og en kvinde på 27 år og en pige på otte år som passagerer.
Alle er blevet indbragt på sygehuset.
Kvinden pådrog sig brud på arme og ben, men er ikke i livsfare, oplyser politiet til TV 2.
Den 32-årig mand fra Randers vurderes heller ikke til at være i livsfare. Og det samme er tilfældet med kvinden på 27 og pigen på otte år.
Den 29-årige kvinde har fået udtaget en blodprøve med henblik på at finde ud af, om hun var påvirket.
E45 var efter ulykken spærret i flere timer i sydgående retning, ligesom det nordgående spor kortvarigt var spærret i forbindelse med oprydning.