En tysk bilist fik hverken vådt eller tørt, efter han søndag forlod et sommerhus i Nordjylland.
Den 54-årige tysker endte med at skabe skræk blandt adskillige bilister på Den Sønderjyske Motorvej, hvor han var kommet forkert ned på motorvejen ved Rødekro.
Det skriver flere medier.
Omkring midnat fik Syd og Sønderjyllands Politi flere henvendelser fra chokerede bilister, som fortalte, at tyskeren kørte i det forkerte spor i nordgående retning.
- Så vi sendte omgående flere patruljer af sted. Det er naturligvis en opgave, som bliver prioriteret meget højt, siger vagtchef Henrik Sønderskov fra Syd og Sønderjyllands Politi til Ekstra Bladet.
Politiet fik standset manden nord for afkørsel 69 ved Haderslev, og Henrik Sønderskov fortæller, at manden havde været 14 timer undervejs, var konfus og tilsyneladende havde mistet orienteringen.
Manden blev efterfølgende kørt på sygehuset, hvor han fik det bedre, efter han havde fået noget at spise og drikke.
Til JydskeVestkysten fortæller politiet, at mandens familie stadig opholdt sig i sommerhuset i Nordjylland.